Kendetegn
Vingefang 26–32 mm. Oversiden er sortbrun med tynde halefjer, nederst på bagvingerne. Hannen har en lille, oval, lysgrå duftfjeldsmærke i diskcellen, og hunnen har en lille, gulrød plet ved bagvingens bakhjørne. Undersiden er lysere brun med en tynd, hvid tværgående linje, der på bagvingen danner et "W"; bagvingen har et gulrødt udkant, der begrænses indad af en sort, bølgende linje. Den hvide tværgående linje er mere sammenhængende end hos busk- og Egesommerfugl.
Forvekslingsarter
Ligner Slåensommerfugl (Satyrium pruni) og Egesommerfugl (S. ilicis), men Det Hvide W, den hvide tværlinje på undersiden, er mere sammenhængende uden tydelige afbrydelser.
Udbredelse
I Sverige en præget lavtlig område, primært langs kysterne og ved den nordlige grænse i forbindelse med Vänern, Hjälmaren, Mälaren og tilhørende vandsystemer; findes det nordligst i det sydlige Dalarna og Hälsingland. I Norge fra Vest-Agder til Oslofjorden; i Danmark udbredt undtagen på vestbredden af Jylland; i Finland kun i Åbo og Helsingfors. Den globale udbredelse er bicentrisk: Europa og Tyrkiet med østgrænse i Ural samt Østpalearktis til Japan.
Biologi
Værtstræerne er elmetræer, især skovelm. Larven overvintrer færdigudviklet i ægget og klækkes ved knopudspring. Larveudviklingen tager 7–10 uger og puppestadiet 2–4 uger. Hannerne samles til parringsspil i trætoppene og gnider bagvingerne mod hinanden, så haleforlængelserne med hvide spidser bevæger sig og narrer fugle til at angribe den forkerte ende af sommerfuglen. Den vigtigste fødekilde er honningdug fra bladlus. Elmesyge er en alvorlig trussel, fordi kun større træer blomstrer, og de er mest udsatte.