Kendetegn
Vingefang 31–36 mm. Hannens overside er silkeagtigt lysblå med et smalt sort mønster, kantet af gråsort pudring på vingeribberne. Hunnen kan være helt brun, men er særligt i mellembereiche og i det nordlige Sverige ofte mere eller mindre blå fra midten mod roden. Undersiden er askegrå med tydelige, stregformede diskpletter og tydelige punktstriber.
Forvekslingsarter
Adskilt fra Almindelig Blåfugl (Polyommatus icarus) ved at den mangler den hvide kileform på undersiden af bagvingen og de sorte prikker indeni af forklyngen på undersiden af forvingen; den er også generelt noget større.
Udbredelse
I Sverige i store dele af landet, fra nordlige Värmland gennem Dalarnas og Hälsinglands landbrugsområder og videre i kystnære områder nordpå til Norrbotten; har udvidet sig kraftigt i Norrland. I Norge sydligt og østligt; i Finland til 67° N. Verdensudbredelsen strækker sig fra Nordafrika gennem Europa, Tyrkiet, Kaukasus, Centralasien og Sibirien til Mongoliet, det nordlige Kina og Amurområdet.
Biologi
Værtsplanterne er flere arter i ærteblomstfamilien, blandt andet gul fladbælg, muse-vikke og lucerne. Æggene lægges enkeltvis på oversiden ved bladfæstet og klækkes efter cirka en uge. Larven passes af myrer og overvintrer allerede i andet larvestadium. Hannerne patruljerer gerne gennem åbne korridorer i skov med engpræg og samles på blomsterrige arealer.