Kendetegn
Vingefang 38–58 mm. Hannen har spidsere forvinger og typisk færre øjeflekkere end hunnen, som er større og mere rundvinget. Det er almindeligt at se 2–3 øjeflekkere på forvingen og 1–2 på bagvingen, men variationen omfatter 0–5 respektive 0–4. Grundfarven er normalt bleg gulbrun med brede, af mørkere vingeribber adskilte tværlinjer; variationen strækker sig fra ensfarvede mørkebrune til ensfarvede okkergule former. Bagvingens underside ligner Oeneis bore, men den i pletter opløste mørkere sømlinje mangler typisk.
Forvekslingsarter
Bagvingens underside ligner Oeneis bore (Oeneis bore); hannerne kan bedst adskilles på genitalierne. For øvrigt findes der ingen andre forvekslingsarter beskrevet i de undersøgte kilder.
Udbredelse
Forekommer lokalt ret regelmæssigt fra de højeste bjergområder i Jotunheimen (Norge) og gennem hele bjergkæden; fra Härjedalen i nord (Sverige). Sjældent fundet i lavlandet ned til 66°N. Verdens udbredelse omfatter isolerede enklaver fra Fennoskandien og Kolahalvøen til Yamalhalvøen samt bjergområder i Ural, Altaj, Sajan, Bajkal, det nordlige Mongoliet og Japan. Befolkningsudviklingen vurderes at være stabil i Europa.
Biologi
Kunskaben om udviklingsstadierne er begrænset. Opdrættede larver ernærede sig frem til første overvintring på smalbladede starrarter; det er sandsynligt, at larven overvintrer første gang som lille og en anden gang som fuldvoksen. Hannerne bruger både patruljering og stationær observation i jagten på uparrede hunner og vælger gerne døde fjeldbirk som udkigspunkter. Fjerilarene er meget sky og svære at finde, når de har landet, da undersiden af bagvingerne er fremragende kamuflerede. Hunnerne lever længere end hannerne og besøger blomster, men i mindre omfang end andre dagsommerfugl på fjeldet.