Kendetegn
Vingefang 60–71 mm, og kønnene er ens. Meget lig Kirsebærtakvinge, men vingens overside er en smule rødere og vingernes yderkanter er lidt tydigere tandede. Det brunsvilde yderbånd er typisk bredere og mere uregelmæssigt afgrænset indad. Af de tre gule pletter ved forvingens kant hos Kirsebærtakvinge er kun den ydre tydelig og mere gylden hos Østlig Takvinge. Den mest tydelige forskel er, at benene (mellem- og bagbenene) har lys brun pels hos Østlig Takvinge, mens Kirsebærtakvinge har mørk brun pels. Undersiden er marmoreret i brunlige nuancer med færre sorte tværgående streger på bagvingens indre halvdel.
Forvekslingsarter
Meget lig Kirsebærtakvinge (Nymphalis polychloros); den sikreste forskels er den lysebrune pels på mellem- og bagben samt det bredere, mere diffuse udkant.
Udbredelse
I Sverige første gang observeret i Skåne i 1954; kun tilfældigt forekommende i Norden med en kortvarig etablering i 1950'erne i nordøstlige Skåne og Blekinge. I 2004 igen observeret i Sverige med fund i sydøstlige Småland og Oxelösunds skærgård. I Danmark fåtaligt, primært på Bornholm; i Finland immigration i cirka tiårige intervaller med omkring 50 individer i 2004 og sandsynlig forplantning. Ikke observeret i Norge. Områder med mere stabil årlig reproduktion strækker sig fra Ukraine og Rusland gennem Sibirien og Mongoliet til Nepal, Korea, Japan og Kamchatka.
Biologi
Vægtræerne er primært forskellige art af planter, primært sælg og gråvide, men nogle gange også elm. Æggene lægges om foråret i tætte grupper omkring tynde grene. Larvernes udvikling er social og ligner Kirsebærtakvinge med forpupping efter 4–5 uger. Arten varierer meget kraftigt med lokale og regionale masseforekomster med længere tidsintervaller; i disse tilfælde har den mere midlertidigt etableret sig mod vest. Fuldene tiltrækkes stærkt til saft og kan tiltrækkes til snore dyppet i sukkerholdigt vin.