Kendetegn
Vingefang 53–69 mm og kønnene er ens. Vingerne er på oversiden gule og røde med store sorte pletter, de største ved for- og bagvingens kanter, og brede sort-brune kantbånd, som på bagvingen har blå kanter. Farven er lidt mere brunlig end ved Nældens Takvinge. Undersiden er fint marmoreret i brune, grå og ved kanten blålig nuancer med nogle tydelige sorte linjer.
Forvekslingsarter
Meget lig Østlig Takvinge (Nymphalis xanthomelas), som dog almindelig har bredere sorte kantbånd med en mere diffus afgrænsning mod den gule farve, samt lysere gulbrun pels på benene (sortagtig hos Kirsebærtakvinge). Efter overvintringen kan blegede individer i naturen muligvis forveksles med en aspfuks.
Udbredelse
Kendt fra næsten hele det sydlige og midterste Sverige til nord for Vänern og Mälardalen; hovedudbredelsesområdet omfattede kystnære områder. Efter regnfulde somre i begyndelsen af 1960’erne var den årligt kun til stede på midterste Öland, hvorfra den gradvist igen spredte sig nordpå langs Østkysten samt langs Syd- og Vestkysten. I Norge sporadisk; i Finland en tilfældig immigrant. Verdensudbredelsen strækker sig fra Nordafrika og Norden, østpå gennem Middelhavsområdet og det sydlige Rusland, til det nordvestlige Kasakhstan, samt isoleret i Himalaya.
Biologi
Værtsplanterne er især skovelm, seljepil, gråpil, asp, sødkirsebær og pære. Hunnen lægger 20–200 æg samlet i en ring omkring løvtræers topskud på solrige steder. Larverne lever sammen indtil sidste stadium, og larveudviklingen tager 30–50 dage. Fuldvoksne larver lader sig falde til jorden og forpupper sig hængende fra mindst to meters højde; puppestadiet varer 2–3 uger. Sommerfuglene besøger aldrig blomster før overvintringen og ses især ved frisk udsivende træsaft. Efter overvintringen besøger de pile- og frugttræblomster. Arten er følsom over for regnfulde somre, og bestandene svinger kraftigt.