Kendetegn
Vingefang 24–27 (–32) mm. Begge kønnene er mørkebrune på oversiden; hunnen har nogle gange rødgule kanter på bagvingerne. Det jævnt brede lysere streg fra diskvingen til udkantflækkerne på bagvingens underside adskiller den fra andre helbrune blåvinger, og de udbredte blågrønne fjæll på bagvingens underside inderside adskiller den fra andre Aricia-arter.
Forvekslingsarter
Hunnen af Aricia nicias (Aricia nicias) minder om Eumedonia eumedon, men på bagvingens underside når den hvide kil hos Eumedonia eumedon kun frem til diskpletter, mens den hos Aricia nicias strækker sig forbi den.
Udbredelse
Fuldstændigt udbredt område i Sverige fra det nordlige Värmland, Västmanland og Södermans skærgård til Jämtland, det sydlige Lappland og Tornedalen, samt isolerede lokaliteter ved Vänern, Vättern, i det sydøstlige Skåne, på Öland og Gotland. Forekommer ikke i Danmark. Den globale udbredelse strækker sig fra Spaniens og Italiens bjergområder gennem østfrankrig, Tyskland og Polen til Norden og videre gennem Tyrkiet, Rusland og Sibirien til Kamtjatka og det nordlige Kina.
Biologi
Værtsplanterne er blodrød storkenæb (Geranium sanguineum) og skovnæven (G. sylvaticum). Hunnen lægger æg ét ad gangen; på blodrød storkenæb angriber den nyklækkede larve frugtmaterialet. Larven spiser kun i to uger, før den forbereder sig til overvintring i tredje stadie, og bliver flittigt passet af myrer.