Feltguide · Norge
Takvingefamilien · Norge

Oeneis jutta

Oeneis jutta

Oeneis jutta er almindelig på moser med fyrretræer og kæruld fra Indre Østfold til Trøndelag. Den har en toårig udvikling, der er synkroniseret, så den syd for Trøndelag næsten kun ses i lige år.

Status i dette landAlmindelig i NorgeLC (Ikke truet)
Oeneis jutta
Foto: D. Gordon E. Robertson · CC BY-SA 3.0

Flyvetid

Flyvetiden kan nogle år begynde allerede i slutningen af maj i lavlandet mod syd, men ellers flyver arten senere i juni og ind i juli. Den optræder hvert andet år på samme sted (toårig udvikling): syd for Trøndelag er det yderst sjældent at se arten i ulige år (2021, 2023 …) – det er de lige år, der gælder (2022, 2024 …). I Trøndelag er der derimod en god blanding af fund fra ulige og lige år.

Levested

Moser med fyrretræer og kæruld.

Kendetegn

Middelstor dagsommerfugl med vingefang på 50–58 mm. Størstedelen af vingerne er farvet i forskellige nuancer af lysere brun. Nogle små øjepletter mønstre er placeret i lysere områder på vingerne, både på oversiden og undersiden. Undersiden af bagvingerne er gråbrune og giver god kamuflering, når arten på sin sædvanlige måde sidder på en fyrretræstub, ofte uden at skabe skygge. Oversiden af vingerne er sjældent synlig, når sommerfuglen sidder. Hannen søger hurtigt frem og tilbage ad fyrretræstammer, som "undersøges" fra bunden og opad, i jagten på hunner uden mage.

Forvekslingsarter

Udbredelsen af Oeneis norna (Oeneis norna) overlapper med udbredelsen af Oeneis jutta i området nord for Østlandet og i Trøndelag, men de to arter forekommer sandsynlig aldrig i samme levested.

Udbredelse

Almindelig på moser med fyrretræer og kæruld fra indre dele af Østfold til Trøndelag (nordligst i Lierne), og fortrinsvis i østlige dele af hele området. I 2024 blev den observeret i Siljan kommune, hvilket var det første fund af arten i Telemark. Ikke observeret i Nordnorge. Over 500 fund.

Biologi

Larveføden er Kæruld. Overvintrer som larve i forskellige stadier i løbet af artens toårige livscyklus. Den toårige udvikling ser ud til at være synkroniseret for hele populationen syd for Trøndelag.