Kendetegn
Vingefang 26–32 mm. Lille og på størrelse med en blåfugl. Vingeoversiderne er mørkere brune og har fra to til fire større, lysere øjepletter på bagsiden af bagvingen. Hunnerne har ofte i nogen grad flere/tydeligere/større øjepletter end hannerne, og lysere vingeundersider. Bagsiden af bagvingen har smukke øjepletter uden for et hvidt tværbånd. Som det er almindeligt for mange sommerfugle, ses kun vingeundersiderne når sommerfuglen sidder. Rolig, let hoppende flugt nær jorden. Artshåndbogen: vingeoversiden er mørkebrun; forvingen kan have en øjeplet nær vingespidsen, og bagvingen har 1-4, ofte utydelige, orangefarvede øjepletter. Undersiden er mørk gråbrun, og bagvingen har et hvidt bånd, der udad er kantet med 5-6 orangefarvede øjepletter.
Forvekslingsarter
Hæftet: vær ekstra opmærksom på Perlemorrandøje, som kan forekomme på de samme lokaliteter og er i ekspansion. Sidstnævnte art har imidlertid et stort lyst parti på forvingernes oversider og lysere forvingernes undersider. Desuden er den øverste øjeplet placeret på indersiden af det hvide tværbånd på bagvingernes undersider, mens alle øjepletterne til Herorandøje er på ydersiden af båndet. Perlemorrandøje mangler desuden øjepletter på vingernes oversider. Små eksemplarer af Engrandøje i flugt kan være snarlige Herorandøje.
Udbredelse
Fra det nordlige Frankrig og det sydlige Skandinavien gennem Centraleuropa og videre gennem Asien til Amur, Korea og Japan. I tilbagetrækning i Europa og er uddød i blandt andet Danmark og Holland. I Norge forekommer den i to adskilte områder på Østlandet: det ene omfatter Eidskog i Hedmark, Sørum og Aurskog-Høland i Akershus samt Rømskog i Østfold (en fortsættelse af den midt-svenske population; nordligst fundet i Bjørgedalen ved Hamar); det andet omfatter Nesøya, Brønnøya og Ostøya i den vestlige del af Indre Oslofjord. Arten var tidligere almindelig flere steder langs Oslofjorden, men har gået betydeligt tilbage. I Oslo er der ingen fund efter 1917, og i Vestfold ingen efter 1937. Den største del af nyere fund er i Eidskog i det sydlige Hedmark. Cirka 900 fund. Arten blev fredet i 2001.
Biologi
Æggene lægges enkeltvis på forskellige arter af græs. Det er usikkert, hvilken græsart der udgør artens primære føde i Skandinavien, men strandrug, hængesvingel og sølvaks er blevet foreslået. Larven er grøn med mørkegrøn rygstribe, to hvide striber og bleg gul sidelinje. Den vokser langsomt og bliver i alt ca. 25 mm lang. Den overvintrer i tredje eller fjerde larvestadium og fuldfører udviklingen næste forår. Forpupningen sker på et strå tæt på jorden. Puppestadiet varer i 2-3 uger. Hæfte: larvens føde består sandsynligvis af flere græsarter, men det er ukendt i Norge, hvilke; sandsynligvis benyttes hængesvingel hyppigt, og formentlig også blandt andet sølvaks. Overvintrer som en ret stor larve i tredje eller fjerde stadium.