Kendetegn
Vingefang 26–36 mm. Norges mindste og mørkeste perlemorsommerfugl, i størrelse med vores største blåvingearter. Både over- og undersiden af vingerne har en kraftig brunlig farve, der skjuler det normale perlemorsommerfugl-mønster. Bagvingens underside er diffus brunlig i den ydre halvdel, mens den indre halvdel er mørkere brun med et lysere tværstræk. Tværstrækket har to hvide-grå pletter i midten og yderligere én ved vingens forkant.
Forvekslingsarter
Hæftet: der er i princippet ingen mulighed for forveksling for den, der i det mindste har studeret illustrationer af arten. Det, der ligner mest med hensyn til udseende, er den betydeligt større Boloria frigga, men den findes længere nede og ikke i højdelaget til Boloria improba i den mellem-alpine zone. Arten kan ellers ved første øjekast minde om et lille eksemplar af Erebia pandrose Erebia pandrose, og den art kan forekomme i samme områder. Artshåndbogen: bagvingens underside fremstår som en diffus udgave af bagvingen til Boloria frigga, men arten kan på grund af sin beskedne størrelse og overvejende grå farve ikke forveksles med andre arter.
Udbredelse
Omkringpolær. Nordeuropa, Novaja Semlja, Canada, Alaska og den nordlige del af Rocky Mountains; sandsynlig udbredt i det nordlige Sibir. Norge kendes kun fra et begrænset antal lokaliteter i indre Troms: kommunerne Bardu, Målselv, Storfjord og Kåfjord, med en usikker forekomst fra Kvænangen i 1960. Meget sjælden. En tydeligt højfjelsart, der primært findes omkring 1000 meter over havet, og som er fundet op til omkring 1200 meter.
Biologi
Larverne lever på rynkevier og sandsynligvis også på musøre. Den overvintrer to gange. Før den sidste overvintring er den sortbrun med sorte ryglinjer, tæt beboet og med sortbrune torne. Det sorte hoved har to torne. Puppen hænger ikke frit som hos andre perlemorsommerfugle, men ligger vandret mellem løst sammenflettede blade. Livscyklussen er toårig.