Kendetegn
Vingefang 41–52 mm. En af vores fire største perlemorsommerfugle. Vingeoversiden er orange med sorte pletter og fine sorte ribber. Hos hannen er forvingens ribbe 2+3 bagfra svagt fortykkede med duftskæl. Bagvingeundersiden er gul med grønne og brune skær og har flere store pletter, der typisk er gule, sjældnere sølvfarvede. Langs kanten er der en række rustrøde øjepletter, et træk der adskiller arten fra Markperlemorsommerfugl.
Forvekslingsarter
Arten er meget lig Skovperlemorsommerfugl, og det eneste sikre kendetegnet er hannens duftskælribber, som hos Klitperlemorsommerfugl ikke er nævneværdigt fortykkede. Ellers kan arten adskilles fra Skovperlemorsommerfugl på en kombination af følgende karakterer: vingefang gennemsnitligt mindre, 41–52 mm; forvingens yderkant er lige eller svagt konveks; bagvingens underside er typisk med gule, sjældnere med sølvfarvede pletter, ofte kantet med skarpe sorte streger; den midterste af de brunrandede øjepletter er typisk til stede.
Udbredelse
Europa, undtagen de nordligste områder, østpå gennem Tyrkiet til Amur. Tidligere var den udbredt over hele Østlandet samt Aust-Agder, Voss i det indre Hordaland og Lærdal i det indre Sogn. Frem til 1990’erne, blev udbredelsesområdet indskrænket til et relativt lille område på begge sider af Oslofjorden, samt dele af Telemark og et lille område i Hadeland i det sydlige Oppland. Arten blev sidst observeret i Norge i 2004 i Gran i Oppland og i Rygge i Østfold. Den antages nu at være uddød i Norge.
Biologi
Arten overvintrer som æg. Larven lever på violer (Viola). Den voksne larven er rødbrun, med sort marmorering og med lange, kødfulde torne på hvert led. På ryggen har hvert led en firkantet sort plet, delt af en hvid ryglinje, og afgrænset på siderne af en hvid plet. Den bliver op til 40 mm lang. Puppen hænger fra en stilk nær jorden.